Protokoller fra politiet på de vestindiske øer rummer mange eksempler på klager fra slaver over plantageejere. De fortæller ikke bare en historie om retssystem og lovgivning, men også om hverdagen på plantagerne og forholdene for slaverne på øerne.
Rettigheder: klager over for små madrationer
Den 7. juli 1817 gik en gruppe slaver fra plantagen The Sight på St. Croix til politimester Kofoed i Christiansted. De klagede over, at deres ejer, Luke Codwise, havde ladet dem arbejde for meget og givet dem for lidt mad. To dage senere gav generalguvernør Bentzon dem medhold i, at deres ejer havde overtrådt reglerne. Codwise fik nu et alvorligt påbud om at følge reglerne, ”… at behandle hans negere menneskeligt, give dem deres bestemte føde og tid nok til hvile… ” og forbud mod at straffe slaverne, fordi de havde klaget.
Skjulte regler
Det bemærkelsesværdige ved sagen var, at det overhovedet var muligt for slaverne at klage over for små madrationer. Reglen om, hvor meget mad hver voksen slave som minimum havde ret til, var kun knap én måned gammel (fra 13. juni 1817). Desuden var den slet ikke offentliggjort, men blot sendt rundt som et lukket cirkulære til alle plantageejere og forvaltere. På det tidspunkt var det normal praksis ikke at offentliggøre slavernes rettigheder til føde, tøj og fritid, og sådan havde det været siden 1770’erne.
Alligevel havde slaverne på The Sight på en eller anden måde fået kendskab til deres ret. Og i de følgende måneder troppede flere grupper af slaver fra andre plantager op på politimesterens kontor med klager over for små madrationer. I flere tilfælde blev det konstateret, at slaverne havde ret, og ejeren blev strengt irettesat eller pålagt en bøde for ikke at have fulgt reglerne.
Kristne normer: Judith, John og deres børn
I september 1840 blev der oprullet en sag i Christiansted politiret. Den viser, at slaver også kunne få medhold hos myndighederne, hvis en plantageejer havde overtrådt samtidens generelle kristne normer, men ikke nogen lov. Sagen handlede om slaven John fra Brødremenighedens plantage, som klagede over, at forvalter Thomas Lee på plantagen Mount Pellier ikke ville lade John se sin kone Judith, som var slave på plantagen.
John og Judith havde levet sammen i ”naturligt ægteskab”, dvs. uden at være gift, i ca. 13 år og fået 7 børn. Årsagen til straffen var, at John havde protesteret over forvalterens straf af en af sønnerne. Det brød forvalteren sig ikke om og udelukkede derfor John fra plantagen.
Ikke splitte en kernefamilie
Ifølge John havde han blot været ked af, at hans søn skulle straffes, og havde ikke været ude på at skabe et dårligt forhold til forvalteren. Judith forklarede, at sønnen måske nok havde opført sig uartigt, men at hun ikke kunne undvære sin mand, fordi de havde været sammen så mange år.
Både politimesteren og generalguvernøren var meget enige i det urimelige i at adskille mand og kone på den måde. Især fordi det forhindrede en far i at se og omgås sine børn. Med andre ord havde forvalteren ikke overtrådt slavernes formelle rettigheder. Men han havde forhindret slaverne i at leve efter samtidens kristne norm for et godt familieliv – nemlig som en kernefamilie med mand, kone og børn.
Forvalteren fik en bøde
Derfor fik forvalteren pålæg om ikke at hindre John adgang til plantagen. Han skulle også betale en bøde og ændre adfærd, hvis ikke han i fremtiden ville udsætte sig for alvorlige sanktioner fra myndighederne.
