Folk siger, at ingen af de tilrejsende kan opholde sig der uden sygdom, og at næsten ingen kommer tilbage i live. Sådan skrev den danske læge Carl Adolph Mallerbach i 1745 i sin disputats om sygdommene i den danske koloni. Siden den tidlige kolonisering af De Vestindiske Øer var det almindelig kendt, at det var med livet som indsats, at man besøgte eller boede i den danske koloni. Og sådan var det også, i hvert fald indtil anden halvdel af 1800-tallet.
Sygdomme og død
Det tropiske klima og blandingen af sygdomme fra tre kontinenter, Amerika, Afrika og Europa, gjorde, at sygeligheden og dødeligheden var høj blandt både euro- og afrocaribiere. Derfor var sundheden vigtig for den danske kolonimagt, og derfor eksisterede der flere sundhedssystemer i den danske koloni, som på forskellig måde varetog forskellige gruppers behov.
Det offentlige sundhedssystem
I perioden 1755-1800 opbyggede kolonimagten et komplet sundhedssystem efter dansk forbillede med offentlige, militære og privatpraktiserende læger, hospitaler, apoteker og jordemødre. Desuden havde man et karantænesystem som en ydre beskyttelse. Sundhedssystemet var opbygget som en hierarkisk pyramide med den kongelige distriktslæge, landfysikus, i toppen. Under ham, og under hans opsyn, rangerede garnisonskirurger, kongelige jordemødre og kongelige apotekere.
Garnisonskirurger, jordemødre og apotekere
Garnisonskirurgerne styrede garnisonshospitalerne i de tre byer, som primært var beregnet for det militære personale, men også tog sig af statens civile personale – f.eks. de kongelige slaver. Ligeledes havde hver by sin egen kongelige jordemoder, og apotekerne i de tre byer blev kontrolleret af de kongeligt privilegerede apotekere. Endelig sørgede karantænekommissionen for, at skibe, som ankom til de vestindiske havne, blev undersøgt for smitsomme personer og, om nødvendigt, sat i karantæne.
Private læger til slaverne
Hensigten med det offentlige sundhedssystem var primært at varetage den eurocaribiske befolknings behov, og alle ansatte i systemet var normalt danske. Derimod blev sundheden i den langt større slavebefolkning varetaget af privatpraktiserende plantagelæger og af sundhedssystemet ude på plantagerne. De privatpraktiserende læger var oftest ikke danske, ligesom størstedelen af den eurocaribiske befolkning i øvrigt. Også denne del af sundhedssystemet var dog under landfysikus’ opsyn.
Plantagernes sundhedssystem
Sundhedssystemet på plantagerne bestod også af et hierarki med den eurocaribiske plantagelæge øverst og under ham sygeplejersken på plantagehospitalet og plantagejordemoderen, som begge var slaver. Plantagelægen var ansat på kontrakt og kom kun på plantagen 1-2 gange om ugen. Resten af tiden var det plantagesygeplejersken, der tog sig af de syge slaver. Når det drejede sig om fødsler tog plantagejordemoderen over.
Obeah, slavernes kloge mænd og koner
Ved siden af det eurocaribiske sundhedssystem på plantagen, eksisterede slavernes eget uautoriserede sundhedssystem. Behandlerne her var eksperter i den åndelige verden, som helbredte ved magi, ofte kaldet ”Obeah-mænd”, eller kloge mænd og koner, som helbredte med urter.
Udøvelsen af Obeah var ulovlig. I den tidlige kolonitid opfattede kolonimagten det som trolddom, hvor straffen var henrettelse, men fra begyndelsen af 1800-tallet var holdningen mildere. Obeah var stadig ulovligt, ikke fordi man mente den kunne skade nogen direkte, men fordi den byggede på en ”overtro”, som via frygt kunne give Obeah-manden magten over andre slaver.
Urter
Urtehelbrederne anså eurocaribierne ikke for en trussel, så længe de ikke brugte giftplanter. Tværtimod var det en kendt sag, at disse helbredere kunne kurere sygdomme, som lægerne måtte opgive, og derfor var lægerne meget interesserede i deres lægemidler.
Efter slaveriets ophævelse
Efter frigørelsen i 1848 blev sundhedsservicen for den nu frie afrocaribiske arbejderbefolkning ikke bedre, men værre. Hverken plantageejerne, det offentlige eller arbejderne selv ville betale for systemet. Derfor faldt antallet af læger. Og de store medicinske opdagelser, der blev gjort i anden halvdel af 1800-tallet, nåede ikke til St. Croix, St. Thomas og St. Jan. Så sundhedsforholdende i tiden omkring salget af De Vestindiske Øer var stadig langt fra standarden i Danmark.
Litteratur
Niklas Thode Jensen, For the Health of the Enslaved: Slaves, Medicine and Power in the Danish West Indies, 1803-1848. København: Museum Tusculanum Press, 2012.
Peter Hoxcer Jensen, From Serfdom to Fireburn and Strike: The History of Black Labour in the Danish West Indies, 1848-1916. Christiansted, St. Croix: Antilles Press, 1998.
