Handelskompagnierne og købmændene benyttede to ruter fra Danmark til kolonien i Vestindien: Trekantsruten, hvor man først sejlede til Guinea for at hente slaver, og den direkte rute.
Trekantsruten
Trekantsruten gik mellem Danmark, Guinea i Afrika og Vestindien. Man sejlede først til Guinea for at hente slaver. Derefter sejlede slaveskibene til de vestindiske øer, hvor man afleverede slaverne og lastede skibet med råsukker, bomuld, kaffe, rom og andre varer. Til slut sejlede man tilbage til Danmark. Det tog typisk 18 måneder – ofte tog det et halvt år i Guinea at få nok slaver med. I de første årtier efter 1672 sejlede omkring halvdelen af skibene ad trekantsruten, men fra 1730’erne ebbede trekantshandlen ud, og fra 1803 var slavehandel over Atlanten under dansk flag helt forbudt dog fortsatte slavehandlen illegalt i begrænset omfang.
Den direkte rute fra Danmark til Vestindien
Fra 1730’erne sejlede langt de fleste skibe direkte mellem Danmark og den danske koloni i Vestindien. I den blomstrende handelsperiode 1755-1807 gjaldt det 96 procent – kun 4 procent sejlede ad trekantsruten. Sejlskibene afgik oftest fra dansk havn om foråret eller efteråret. Ruten gik gennem den Engelske Kanal. Ofte købte man vin og friske forsyninger på Madeira, inden man fortsatte sydpå og fangede nordøstpassaten, en gunstig vind som kunne sende skibet vestover til Vestindien. I Vestindien fik man losset sin ladning og fik en returladning ind. Derefter satte man kursen nordover forbi Bermuda og videre over Atlanten i en bue sammen med Golfstrømmen mod Danmark.
Sejltiden for et direkte togt var typisk 9 måneder: 3 måneder til udrejsen, 3 måneder i vestindisk havn og 3 måneder til hjemrejsen. Et sejlskib kunne dermed som regel kun nå ét togt om året. Langt hovedparten af skibene hørte hjemme i København. Men også søfartsbyer som Altona i Holsten, Flensborg i Slesvig og Bergen i Norge deltog flittigt i handel og søfart på Vestindien.