Den første generalstrejke i den danske koloni i Vestindien varede fra 24. januar til 26. februar 1916. Strejken startede netop, som høsten af sukkerrør skulle gå i gang for alvor. Plantageejerne svarede straks igen ved at smide arbejderfamilierne ud af deres huse og hytter på plantagerne.
Landskolerne tog imod de hjemløse
Mange af de nu hjemløse drev ind mod byerne, men skoledirektør O. Rübner-Petersen sørgede for, at landskolerne straks blev ”opened to give shelter to children under school age, together with their mothers or nurses”. Rübner-Petersen spillede også en vigtig rolle som mellemmand og mægler mellem de strejkende parter.
Donationer af mad og penge
For at skaffe mad til de hjemløse startede Rübner-Petersen en indsamling af penge, mad og køkkenredskaber. Af indsamlingslisterne kan ses, at adskillige bidragsydere valgte af være anonyme og blot anførte sig som fx ”A Sympathizer”.
I de små skolebygninger levede kvinder og børn under kummerlige forhold, indtil strejken blev afblæst. På Peter’s Rest School lige uden for Christiansted boede fx 12 voksne med 17 børn. De har ikke haft meget at gøre med, men regningerne viser, at de trods alt næsten dagligt blev forsynet – først og fremmest fra James Summersills købmandshandel i Christiansted – med havregryn, sukker, mel, mælk, smør, løg, flæsk, fisk og så videre.
Endelig hjem igen
Trods de store afsavn formåede arbejderne, med Labour Union og David Hamilton Jackson i spidsen, at fastholde strejken. Den endte med en succes for de strejkende: daglønnen for en arbejder steg fra højst 25 cent til mindst 35 cent. Nu kunne arbejderfamilierne vende hjem til deres boliger på plantagerne. Skolebygningerne blev igen overtaget af skolebørnene – de havde i en måneds tid nydt en uventet ferie.
