Ejendomsforhold

Oxholms vestindiske kort og tegninger: St. Thomas

En af de bedste samlinger af kort og tegninger fra Dansk Vestindien er tegnet af officeren Peter Lotharius Oxholm i årene 1778-1780. Samlingen indeholder 32 kort og tegninger, herunder 11 fra St. Thomas.
Naturhavnen ved Charlotte Amalie.
Naturhavnen ved Charlotte Amalie er en af de allerbedste i Vestindien; og den var tidligere et vigtigt regionalt og internationalt handelscentrum. Indsejlingen er dyb, og bunden godt egnet til at holde ankrene fast. Skibene kastede anker nogenlunde midt i havnen, og al transport mellem skibe og land foregik i pramme og både. Inderst i bugten ses byen Charlotte Amalie med Fort Christian (C) på en lille pynt. Den vigtige havn kunne beskyttes af batteriet (H) på vestsiden af indsejlingen og af fortets kanoner. I vore dage har man (ved M) afskåret halvøen med dette batteri, og dermed er øen Hassel Island opstået. Også bugten Gregoriet (L) blev – og bliver – anvendt som havn (Rigsarkivet, Rentekammersamlingen, nr. 337.327).
Byen på St. Thomas
Byen på St. Thomas kaldtes fra begyndelsen og endnu langt ind i 1700-tallet for Taphus; men efterhånden blev dette navn fortrængt af Charlotte Amalie. På Oxholms kort ses tydeligt, at der var tale om dels en ældre bydel med et uregelmæssigt gadenet, der var vokset organisk frem, dels en ny bydel, som var planlagt af ingeniørofficerer med helt rette gadeforløb. Christiansfort lå på en lille odde inderst i havnen, og de øvrige kongelige bygninger – kommandanthus, bogholderi og sekretariat, vejerbod, pakhuse og mastehus – lå alle i nærheden af fortet. Det samme gjorde Vestindisk Handelsselskabs bygninger. Man holdt stadig danske gudstjenester i en lille kirkesal inde i selve fortet, men i Nørregade lå ruinerne af en ikke fuldført dansk kirkebygning. Umiddelbart øst for fortet var en stinkende lagune, som var en plage og sundhedstrussel for hele byen (Rigsarkivet, Rentekammersamlingen, nr. 337.328).
Situationsplanen viser vandbatteriet, som var udstyret med kraftige kanoner.
Nederst på tegningen er to snit på kryds og tværs gennem Christiansfort med kanonbatteri vendt mod havnen. Situationsplanen øverst viser vandbatteriet, som var udstyret med kraftige kanoner og adskilt fra fortet af en frugthave. Her lå også et bagerhus med ovn til 120 brød og en smedje, som begge krævede åben ild. For selve fortets vedkommende viser tegningen ruminddelingen i kældrene. Her fandtes arresthuller, lagre af proviant og krudt samt store cisterner til opbevaring af opsamlet regnvand (Rigsarkivet, Rentekammersamlingen, nr. 337.329).
Indretningen af stueetagen i Christiansfort
Tegningen viser indretningen af stueetagen i Christiansfort. De fleste af rummene blev benyttet til bolig for officerer og underofficerer, men gav også husly til menige soldater (kaldet barakker). I fortet, som var bygget af sten, vovede man at have flere køkkener, og enkelte rum blev anvendt til kontorer. Hertil kom den danske kirke, som var indrettet i en stor sal med indgang fra fortgården. I gården stod indtil slutningen af 1800-tallet det tårn, hvis nederste etage her er kaldt ”arresttårn for negre”. Bemærk, at i vagtrummet lige inden for hovedindgangen stod en mindre kanon, som truende pegede mod den, der kom (Rigsarkivet, Rentekammersamlingen, nr. 337.330).
De øverste batterier på selve Christiansfort.
Tegningen viser de øverste batterier på selve Christiansfort. Her opsamlede man en masse regnvand, som blev ledt ned til opbevaring i cisternerne i kælderen. Yderst på de store bastioner var et skilderhus, hvor vagtposterne kunne søge beskyttelse mod den brændende sol eller voldsomme troperegn. I de øvre etager af tårnet boede soldater. Batterierne var udstyret med forholdsvis lette kanoner, beregnet til nærforsvar. Vandbatteriet skulle tage sig af angreb fra vandsiden, og i de høje bakker bag fortet var bygget to store kanontårne til forsvar af fortets landside (Rigsarkivet, Rentekammersamlingen, nr. 337.331).
Kanonbatteriet på vest siden af indsejlingens smalleste sted .
Kanonbatteriet på vestsiden af indsejlingens smalleste sted var nybygget på Oxholms tid. På den stejle klippe havde man møjsommeligt opført dels et lille vagthus, dels et udhus med køkken og lokummer. Batteriet var udstyret med 6 kanoner, som let kunne forhindre en fjendes skibe i at trænge ind i havnen, da de ville være nødt til at sejle tæt ind under kanonerne i det smalle indløb (Rigsarkivet, Rentekammersamlingen, nr. 337.332).
Kanonbatteri på østsiden af indsejlingen på det smalleste sted.
Ligesom der på den vestlige side var et batteri, mente Oxholm, at der også skulle være et kanonbatteri på østsiden af indsejlingen på det smalleste sted. Det nye batteri skulle være tungt udrustet med kanoner og morterer, og det skulle beskyttes af en tør grav beplantet med de værst stikkende kaktusser, man kunne finde, og med en vindebro over. Inde i batteriet skulle opføres et vagthus med krudtkammer, våbenmagasin, underofficersværelse og beboelse for soldaterne. Den nødvendige besætning var 1 overkonstabel og 9 mand, men i særlige tilfælde kunne 20 mand indlogeres i køjesenge (Rigsarkivet, Rentekammersamlingen, nr. 337.333).
Det kongelige pakhus og told- og vejerboden.
På havnepladsen nær Christiansfort lå det kongelige pakhus og told- og vejerboden. Pakhuset var opdelt i proviantmagasin, kongens pakhus og toldbodens oplag. Men størstedelen af stueetagen og loftet var fyldt med Vestindisk Handelsselskabs lager af kaffe og andre tørre varer. Derfor måtte kongens egne varer ligge på gaden i den stegende sol eller troperegn. Pakhuset var i ringe forfatning og trængte til gennemgribende reparation. Den mindre told- og vejerbod var derimod i udmærket stand. Den rummede kontorer og et centralt, rum med søjler, hvor de store vægte var placeret (Rigsarkivet, Rentekammersamlingen, nr. 337.335).
Det kongelige mastehus i Charlotte Amalie.
Det kongelige mastehus i Charlotte Amalie var sat i stand umiddelbart før Oxholms ankomst. Den store bygning blev udelukkende benyttet af Vestindisk Handelsselskab. Stueetagen fungerede som pakhus for proviant, sukker og rom i store tunge tønder. På det nederste af lofterne var bogholderkontor med embedsbolig samt lager af tørre varer som for eksempel kaffe og bomuld. På øverste loft opbevarede man tobak (Rigsarkivet, Rentekammersamlingen, nr. 337.336).
Kommandanthuset, bogholderens hus og sekretariatshuset.
Tre kongelige bygninger lå tæt sammen i Charlotte Amalie: Kommandanthuset, hvor Thomas Malleville regerede; bogholderens hus, hvor bogholder Graae arbejdede; og sekretariatet, hvor kasserer Gartner og kassemester Graae havde til huse med deres folk. De to førstnævnte huse var begge opført i én etage af træ med en overdækket veranda foran, mens den tredje var muret og i 2 etager. Yderst til højre på tegningen er vist overetagen på sekretariatshuset, hvor kassemesteren og sekretæren havde deres boliger. Bygningerne findes ikke mere (Rigsarkivet, Rentekammersamlingen, nr. 337.337).
Militærhospitalet lidt uden for Charlotte Amalie.
Militærhospitalet lå af sundhedshensyn lidt uden for selve byen Charlotte Amalie på en stor udyrket grund. Det modtog kun militærpersoner som patienter. Den beskedne toetagers bygning var kun 14 meter lang. I stueetagen havde hospitalsforstanderen sin bolig, og på første sal var 3 sygestuer. Herudover var der 2 sygestuer og 1 køkken i en separat lille bygning (Rigsarkivet, Rentekammersamlingen, nr. 337.338).