Havnen i St. Thomas var populær blandt købmænd og handelskompagnier for sine gode faciliteter: Vestindiens største flydedok, gode maskinværksteder, klar farvandsafmærkning og billige havneafgifter. Men den var også berygtet for to problemer: orkaner og sygdomme, særligt gul feber og kolera. I 1800-tallet kom hvert år gennemsnitligt 2-3.000 skibe til St. Thomas. I 1860’erne steg dette til 4.600 årligt.
International handel
Omkring halvdelen af sejlskibene ankom fra caribiske havne og en fjerdedel fra europæiske havne. Skibe under dansk flag udgjorde en stadig mindre andel. I 1820’erne var det 23 procent, i det sidste årti inden salget i 1917 var det kun 13 procent. De fleste skibe i 1820’erne sejlede under amerikansk flag, men i 1910’erne var britiske skibe blevet helt dominerende.
Damskibenes indtog
Fartøjerne i havnen blev stadigt større. I første halvdel af 1800-tallet voksede den gennemsnitlige tonnage2 fra 60 til 100 tons. Fra 1820’erne til 1916 steg den samlede tonnage fra 150.000 til 900.000 tons årligt. I 1823 anløb det allerførste dampskib St. Thomas – en lille nordamerikansk damper. Fra 1860’erne begyndte dampskibe at gøre sig gældende for alvor, og i 1864 tegnede de sig for 10 procent af tonnagen (betegnelse for skibets lasteevne) i havnen.
Første verdenskrig satte en stopper for øget skibstrafik
For at klare sig i den internationale konkurrence foretog man fra dansk side omfattende forbedringer af havnen i starten af 1900-tallet. Man uddybede bassinet, anlagde kajer og forbedrede forholdene generelt. Man havde store forventninger til den øgede trafik, som ville passere den danske koloni på vej til og fra den nyåbnede Panamakanal. Første Verdenskrigs udbrud i 1914 gjorde dog alle forhåbninger til skamme, og kolonien blev solgt til USA i 1917.