Kolonimagt

Tropiske sygdomme var et stort problem i Dansk Vestindien. Derfor opbyggede kolonimagten tidligt et omfattende sundhedssystem. Men efter slavetiden forfaldt systemet, fordi ingen ville taget ansvaret og betale.

Slaverne havde ikke mange rettigheder i den gældende lovgivning. Men nogle klagede alligevel til politimesteren over dårlig behandling – hvis de for eksempel sultede. Mange klager blev afvist, men enkelte undersøgte nærmere.

I årtierne op til ophævelsen af slaveriet i 1848 begyndte flere og flere slaver at klage til politiet. For eksempel over for lidt mad. Det skete, at slaverne fik medhold. Nogle gange fordi plantageejerne nok havde overholdt loven, men ikke samtidens kristne normer.

Når slaver blev syge eller deres retsfølelse undertrykt, søgte de ofte hjælp i den åndelige verden og gik til ”obeah-manden”. Med ritualer og magiske genstande kunne han genoprette helbred og retsfølelse.

Børnedødeligheden var høj i Dansk Vestindien, derfor var der tidligt fokus på jordemødrene i sundhedssystemet. Stillingen og uddannelsen som jordemor var et af de få embeder, som kvinder havde adgang til. Det gav en særlig status.

Hospitalerne var en vigtig del af sundhedssystemet på St. Croix, St. Thomas og St. Jan. Der var tre typer hospitaler, nemlig garnisonshospitaler, plantagehospitaler og spedalskhedshospitaler.

De fromme herrnhuter, også kaldet brødremenigheden, var den dominerende kristne menighed blandt slaverne i Dansk Vestindien. Herrnhuterne ønskede at missionere for deres kristne tro, men var også drevet af et ønske om at forbedre slavernes elendige levevilkår.

Når Danmark i 1672 etablerede en koloni på St. Thomas, var målet at gøre Danmark rigere. Men hverken plantageejerne eller slaverne i Vestindien var drevet af et ønske om at øge Danmarks velstand. Derfor havde den danske regering brug for at holde nøje opsyn og kontrol.

Det offentlige sundhedsvæsen på De Vestindiske Øer blev opbygget i perioden cirka 1755-1800. Det var en miniaturemodel af det hjemlige danske. Men det var ikke uden problemer at omplante den struktur til Caribien, og et af problemerne var apotekerne.

Den øverste embedsmand i kolonien var kommandanten og senere (general-)guvernøren. Titlen ændrede sig igennem tiden og det samme gjorde embedets hovedkvarter – fra St. Thomas til St. Croix og tilbage igen.