Salget af de vestindiske øer til USA

Fra midten af 1800-tallet begyndte det at gå nedad på alle måder for Dansk Vestindien, fordi sukkeret fra St. Croix fik voldsomt øget konkurrence på verdensmarkedet, og fordi handel og søfart på St. Thomas aftog.

I 1873 gik der rygter om, at Danmark ville afstå Dansk Vestindien til Tyskland for at få Sønderjylland tilbage i bytte. Dette var ikke korrekt, ligesom andre rygter i årtierne efter det mislykkede salgsforsøg i 1867 om afhændelse af kolonien heller ikke havde noget på sig.

I 1916 forhandlede Danmark og USA om et salg af de vestindiske øer blandt andet gennem telegrammer, der blev sendt over Atlanten. Men til stor utilfredshed for den politiske opposition i Danmark var forhandlingerne strengt hemmelige.

Da Danmark i 1917 solgte de tre vestindiske øer til USA, var det efter årelange forhandlinger. Håndskrevne notitser fra den amerikanske ambassadør i Danmark fortæller om de sidste års forhandlinger og det endelige salg.

Da forhandlerne var blevet enige om salgstraktatens præcise indhold, kunne den underskrives den 4. august 1916 i New York af den danske ambassadør Constantin Brun og den amerikanske udenrigsminister Robert Lansing. Teksten var udfærdiget på både engelsk og dansk.

Salget af kolonien i Vestindien blev indgående diskuteret i den danske offentlighed, både før og efter. Den trykte presse spillede en afgørende rolle for debatten, og karikaturtegninger blev ofte benyttet til at understrege en pointe.

Før kolonien i Vestindien kunne sælges, skulle danskerne sige ja til salget. Afstemningen i december 1916 var ikke bare den første folkeafstemning i Danmark, men det var også den første, hvor kvinder og tyende kunne bruge deres nye ret til at stemme. Færinger og danskere i udlandet fik også mulighed for at stemme. De eneste, der ikke blev spurgt, var indbyggerne i kolonien i Vestindien.

Selv om der var langt mellem Vestindien og Danmark, var der opstået et fællesskab. For nogle var salget til USA et sørgmodigt farvel til det fjerne moderland. Tre uger inden koloniens overdragelse til USA underskrev kong Christian den Tiende den 9. marts 1917 et åbent brev til den befolkning, der snart ikke længere ville være hans undersåtter.

Den sidste guvernør for Danmarks koloni i Dansk Vestindien, og manden der overdrog øerne til USA, blev Henri Konow. Han var kommandør på krigsskibet Valkyrien, som halvandet år tidligere var kommet til øerne. Konow kunne efter sin hjemkomst berette om en højtidelig overdragelsesceremoni med både tårer og kanonsalutter.

Før den højtidelige ceremoni kunne finde sted, hvor Danmark officielt overdrog de vestindiske øer til USA, skulle betalingen falde. Fem timer før ceremonien blev en check på 25 millioner dollars overrakt til den danske ambassadør i Washington.

Trods den barske forhistorie følte nogle indbyggere i den vestindiske koloni sig nært knyttet til deres fjerne moderland. Overdragelsen til USA var forbundet med både håb for fremtiden og sørgmodighed over afskeden med Danmark.

Selv om man indførte amerikanske penge på de vestindiske øer efter salget i 1917, var sedler med den danske konges portræt stadig gyldigt betalingsmiddel i denne del af USA helt frem til 1934. Den Dansk-Vestindiske Nationalbank havde nemlig i 1904 fået privilegier, som løb i 30 år.

Efter salget af de vestindiske øer til USA havde den overvejende sorte befolkning håb om bedre tider. Men den nye administration på øerne var udpræget racistisk, og først mange år efter blev det muligt for befolkningen at vælge deres egen guvernør. En reportage fra tiden efter salget vidner om den nedladende indstilling til lokalbefolkningen på øerne, som herskede i vide kredse.