Omkring 1710 blev Domingo Gesoe født af et slavepar på St. Thomas. Plantageejeren Johan Lorenz Carstens fik tidligt øje på den opvakte dreng, og da Domingo var blevet en ung mand, købte han ham for 1.300 rigsdaler. Mingo, som han blev kaldt, kunne både læse, skrive og regne og mestrede efterhånden adskillige sprog, så Carstens gjorde ham til assisterende forvalter af sine to plantager, Moskito Bay og Pearl.
Mingo blev missionær og prædikant
I 1732 kom de to første Herrnhut-missionærer til St. Thomas (Herrnhuterne var også kendt som Brødremenigheden eller De mähriske Brødre). De fik kontakt med Carstens og dermed også Mingo. Han blev som en af de første slaver medlem af den nye menighed, hvor han blev døbt og efterhånden uundværlig som såkaldt national hjælper – et vigtigt bindeled mellem de europæiske missionærer og den lokale slavebefolkning. Han missionerede og prædikede blandt slaverne i Charlotte Amalie og rundt på hele øen.
Rejste til Danmark og kom tilbage og missionerede
Da Carstens sidst i 1730’erne rejste til Danmark, satte han Mingo i spidsen for sine to plantager og for sine handelsinteresser på øen. I 1743 døde Carstens. Mingo rejste kort efter til København for at overdrage de vestindiske aktiver i boet til efterkommerne i Danmark. Mingo vendte tilbage til St. Thomas i 1750, hvor han efterhånden udelukkende beskæftigede sig med den kristne sag. Til sin død i 1758 gjorde han også et stort socialt arbejde for manquerons – uarbejdsdygtige syge og gamle slaver. Mingos begravelse blev en begivenhed, som manifesterede herrnhuternes betydning i kolonisamfundet. Han blev endda som noget helt nyt begravet ved siden af de hvide medlemmer af menigheden.