Jørgen Iversen blev født i 1638. Som ganske ung rejste han i 1650’erne til Vestindien som serving – en kontraktbundet arbejder. Her gik han snart i kompagniskab med engelske og nederlandske handelsmænd. I 1671 ønskede Vestindisk Kompagni at kolonisere den ubeboede St. Thomas, og Iversen blev udnævnt til guvernør. I maj 1672 ankom han til den mennesketomme tropeø med en lille gruppe kolonister. Det var en broget skare med en hel del straffefanger og ”usædelige kvinder”, som myndighederne i Danmark på den måde var sluppet af med. Man hejste Dannebrog og gik i gang med at bygge et fort, rydde den tætte bevoksning og opdyrke øen. Tømmer blev en af de vigtigste eksportvarer i den første tid. Efterhånden fulgte også dyrkning af tobak, bomuld og det eftertragtede sukker. Nye bosættere kom til, de fleste fra andre caribiske øer og mange af dem nederlændere.
Fort Christian, ny landevej og etablering af handel
For at holde styr på denne brogede forsamling holdt Jørgen Iversen hård justits. Især over for slaverne, som lige fra begyndelsen var en uundværlig del af arbejdsstyrken. En enkelt fik hugget foden af efter et flugtforsøg. Der var få europæere på øen, og dødeligheden var høj. Derfor måtte Iversen selv påtage sig en kolossal arbejdsbyrde. Først og fremmest kontorarbejde, men også præstegerning og mange praktiske opgaver. Han drev også selv plantager og privat handel. Iversen mødte en del modstand fra andre plantageejere, og han fik efterhånden et alkoholproblem. Alligevel lykkedes det Iversen at få bygget Fort Christian, få anlagt en landevej med plantager omkring og at få etableret handel med de omgivende øer. I 1680 rejste Iversen træt hjem til Danmark.
Mytteriet på ’Havmanden’
Iversens afløser som guvernør viste sig uduelig, og Iversen blev overtalt til atter at rejse ud for at styre kolonien. Men rejsen derud blev Iversens endeligt. Undervejs udbrød der mytteri blandt besætning og straffefanger på skibet ”Havmanden”, og Iversen og flere af skibets officerer blev dræbt og kastet overbord. Mytteristerne strandede senere på svenskekysten. De ni hovedmænd blev henrettet i København til skræk og advarsel.