Ægteparret Mette Nielsdatter og Jens Pedersen ankom sammen med en gruppe andre straffefanger til St. Thomas den 24. februar 1686 ombord på det Vestindisk-guineiske kompagnis skib Fortuna. Jens havde en livstidsdom for tyveri.
Straffefanger og servinger
I de to første årtier af koloniseringen af St. Thomas udgjorde gruppen af straffefanger og servinger en mindre del af den europæiske befolkning og af arbejdsstyrken i kolonien. De skulle udføre det hårde fysiske arbejde, som senere blev overtaget af slaver fra Afrika. Både straffefangerne og servingerne kom fra Danmark og de fleste var unge mænd. Mange af straffefangerne var dømt til at arbejde resten af livet i lænker på Bremerholm (flådens skibsværft) i København – derfor blev de kaldt slaver. Servingerne kom f.eks. fra Tugt- og Børnehuset i København, en arbejdsanstalt for forældreløse, løsagtige kvinder og tyve.
Slavearbejde op til 7 år
Servingerne var bundet af en kontrakt på 3-7 år, som de frivilligt havde indgået med kompagniet. Det var en måde at slippe bort fra en ussel tilværelse i fattighuset. Hvis de overlevede tiden som servinger, havde de ret til en belønning i form af et stykke jord og en kvantitet tobak til at sælge. For straffefangerne gjaldt det, at kongen havde ændret deres livstidsstraf til arbejde for kompagniet på St. Thomas i 4-7 år. Derefter kunne de få deres frihed. Men de færreste servinger og straffefanger overlevede længe nok til at blive frie.
Den stjålne bomuld
Den tilværelse Mette og Jens ankom til i 1686 var altså domineret af hårdt arbejde og udsigten til en snarlig død. Bedre blev det ikke, da de allerede i sensommeren samme år blev anklaget for tyveri af 15 pund af kompagniets bomuld. De blev smidt i fangehullet i koloniens fort, Fort Christian. En måneds tid senere blev situationen yderligere forværret. Mette, Jens, en del andre fanger og et par soldater blev nemlig anklaget for at have planlagt at stjæle en af kompagniets både og flygte fra kolonien. Jens og en anden fange, Peder Vognmand, blev udsat for tortur under forhøret og tilstod alt. Da Jens blev udpeget som leder af komplottet, blev han pisket under galgen og brændemærket på ryggen. Da straffen var udstået, blev Jens og Peder Vognmand næste dag sat sammen i jernlænker og sendt ud på kompagniets plantage for at arbejde i marken.
Flugtforsøget og galgen
Men hverken tortur, pisk, brændemærkning eller lænker kunne åbenbart knække viljen til frihed. En novembernat i 1686 forsøgte Jens, Peder, Mette og et par andre fanger at flygte fra St. Thomas i en kano. De kom dog ikke langt, for 3 dage senere strandede kanoen på en af de små øer mellem St. Thomas og St. Jan. Snart blev de fundet af kompagniets soldater, og efter få dage var de alle tilbage i fortets fangehul. Jens Pedersen blev dømt til hængning, og hans hustru, Mette, skulle piskes under galgen og brændemærkes på ryggen.
Enke og gift igen
I 1691, fem år efter de skæbnesvangre begivenheder i 1686, blev Mettes datter døbt. Faren tilhørte også underklassen, en fange, som hed Peder Hansen Jyde. Parret måtte dog vente et år med at gifte sig, for de skulle være frie først. En anden forhindring for deres ægteskab var, at Peder faktisk allerede var gift i Danmark. Men han havde ikke haft kontakt med sin første hustru, siden han blev deporteret 7 år tidligere. På trods af det, valgte viceguvernør Lorentz dog at lade Peder og Mette gifte sig. På den ene side var det utænkeligt, at de kunne leve og have et barn sammen uden at være gift. På den anden side kunne ingen af dem sendes bort fra De Vestindiske Øer, da de som tidligere straffefanger ikke måtte forlade den danske koloni. Desuden havde kolonien brug for nybyggere, så Lorentz godkendte ægteskabet.
Det er uvist, hvad der videre skete med Mette, Peder og deres datter.
Litteratur
Mirjam Louise Hvid, “Dend Arme Blancke Slave”, servinge og straffefanger i Dansk Vestindien 1671-1755. Upubliceret speciale, Institut for Historie, Københavns Universitet, 2006.
