På trods af Danmarks aktive slavehandel var der i mange år stort set ingen offentlig debat om emnet i Danmark. Endnu i 1760 forsvarede Sjællands biskop denne menneskehandel. Sidst i 1700-tallet ændrede dette sig dog. I 1788 udkom fx en bog af lægen Paul Erdmann Isert, som fordømte slavehandlen.
Kommission for bedre levevilkår
Også fra officiel side var der nye tiltag. Danmarks finansminister fra 1784, grev Ernst Schimmelmann, var meget velhavende og ejede nogle af de bedste plantager med omkring 1.000 slaver i den danske koloni i Vestindien. Han fik i 1791 nedsat en kommission for at sikre ”negerhandelens bedre indretning”. I en omfattende betænkning, som stort set var forfattet af Schimmelmann selv, argumenterede kommissionen for bedre levevilkår for slaverne i Vestindien. Formålet var dog ikke humanitært. Man ville først og fremmest undgå de mange dødsfald i kolonien, som gav et konstant behov for dyre slavetransporter fra Afrika. Desuden ville man spare de dyre forter på Guineakysten.
Kong Christian VII skriver under på forordning om ’negerhandelen’
I marts 1792 satte Christian VII sin underskrift på en ny forordning om ”negerhandelen”. Slavehandelen over Atlanten under Dannebrog skulle ophøre, dog meget pragmatisk først fra 1803 – 10 år senere. I mellemtiden kunne øerne indføre alle de slaver, de ønskede. Endda kunne man få økonomisk støtte fra staten, så slavebefolkningen kunne blive så stor og afbalanceret som muligt med hensyn til køn og alder.
Resultatet var paradoksalt nok, at slavebefolkningen i afviklingsperioden 1791-1803 voksede fra 28.000 til 36.000. Derefter var der kun begrænset illegal slavehandel over Atlanten under dansk flag.