Arbejde var en central del af slavebørnenes hverdag, fra de var små. Enten fordi de måtte tilpasse sig deres forældres arbejde, eller fordi de selv måtte arbejde. Beretninger fra De Vestindiske Øer fra midten af 1700-tallet fortæller, at slavekvinderne havde deres nyfødte med, når de arbejdede i sukkermarken. De helt små børn var normalt bundet fast til morens ryg, mens hun arbejdede. De lidt større børn på 1-1½ år lå og sov eller legede i kanten af marken, hvor de voksne kunne holde øje med dem.
Vuggestue for slavebørn
Senere, i begyndelsen af 1800-tallet, fortælles det, at de små børn på plantagerne i stedet blev afleveret om morgenen i en slags vuggestue. Her holdt en ældre slavekvinde øje med dem og gav dem mad, eller deres mødre kom forbi for at amme dem ind imellem dagens arbejde.
”The Gang”
Så snart børnene var store nok, skulle de også arbejde på plantagen. De fik opgaver i forhold til deres alder og styrke. Enten i plantageejerens hus eller i marken. Alle slaver, der arbejdede i marken, børn som voksne, var inddelt efter deres styrke i arbejdshold: ”gangs”. Første hold bestod af de stærkeste voksne af begge køn; andet hold af unge på 15-18 år, tredje hold af børn på 6 til 15 år og endelig kunne der være et fjerde hold af børn under 6 år. Gamle og svage slaver arbejdede også med på holdene alt efter deres kræfter.
Slavebørnenes arbejde kunne bestå i at samle tørre sukkerrørsblade (”trash”) til at fyre op i kogehuset eller at skære græs til at fodre kvæget på plantagen. Men de kunne også være hyrder for kvæget og drive muldyrene hjem fra marken lastet med sukkerrør til presning i sukkermøllen. Det sidste job var noget, især de halvstore drenge og piger blev sat til. Det var slet ikke en let opgave, for muldyrene var genstridige og lasten tung.
I huset og som lærling
Nogle slavebørn fik mulighed for at arbejde i huset hos forvalteren eller plantageejeren, eller at komme i lære som håndværker. Arbejdet i huset var både for piger og drenge, mens kun drengene kunne komme i lære som håndværker. Det var meget eftertragtede stillinger, som gav børnene mulighed for en mere sikker tilværelse og måske endda friheden.
Fritiden
Man ved ikke meget om, hvad slavebørnene foretog sig, når de ikke var på arbejde. De har sandsynligvis tilbragt det meste af tiden sammen med deres familie i slavelandsbyen på plantagen eller i en husholdning i byen. Også her var der rigeligt at gøre med madlavning, reparationer, indsamling af foder til dyrene, dyrkning af køkkenhaven osv.
Men der var trods alt også tid til leg. En beretning fortæller, at slavebørnene var særlig glade for musik og elskede at synge. De lavede også deres egne instrumenter. Også historiefortælling var en fornøjelse, som havde stor betydning for både børn og voksne.
Spil og sport
Slaverne spillede også forskellige spil, f.eks. ”kag”. Det var et spil af europæisk oprindelse, som handlede om at ramme et mål ved at kaste sten. Det kunne f.eks. være den øverste sten i en stenbunke eller pinde stukket i jorden. Om det var voksne eller børn, der spillede kag, ved man dog ikke. En anden sport, som især slavedrengene deltog i, var ridning. Da slavedrengene ofte blev sat til at tage sig af muldyr og heste, og sendt som bud mellem plantager og til byen, er det ikke underligt, at ridning blev en yndet sport blandt dem – jo hurtigere jo bedre.
Ud over fritiden efter arbejde på hverdage havde slaverne også fri om søndagen og sidst i perioden også om lørdagen. Søndagen var for en stor dels vedkommende optaget af kirkegang, som børnene også deltog i.
Skolegang
I det sidste årti inden ophævelsen af slaveriet på De Vestindiske Øer blev der oprettet offentlige skoler for slavebørnene. De første af disse skoler blev åbnet på St. Croix i 1841. Her skulle de yngste slavebørn i alderen 4 til og med 8 år gå i skole 3 timer hver formiddag på alle hverdage. De større børn fra 9 til 14 år gik kun i skole lørdag formiddag. Baggrunden var, at plantageejerne kun ville undvære de små børns arbejdskraft, men ikke de stores. Beretninger fortæller, at både slavebørnene og deres forældre var meget begejstrede for skolen.
Litteratur
Arnold R. Highfield (ed.), Observations upon the State of Negro Slavery in the Island of Santa Cruz. The Principal of the Danish West India Colonies with Miscellaneous Remarks upon Subjects Relating to the West India Question and a Notice of Santa Cruz. Antilles Press, St. Croix.1996. [original af løjtnant Brady, London, Simpkin & Marshall & Longman Reid & Co., 1829]
George F. Tyson and Arnold R. Highfield (eds.), The Kamina Folk: Slavery and slave Life in the Danish West Indies. U.S Virgin Islands: Virgin Islands Humanities Council, 1994.
Johann Jakob Bossart, Arnold R Highfield, Vladimir Barac (eds.), C.G.A. Oldendorp’s History of the Mission of the Evangelical Brethren on the Caribbean Islands of St. Thomas, St. Croix and St. John. Ann Arbor, Mich.: Karoma Publishers Inc., 1987.
Neville A. T. Hall, Slave Society in the Danish West Indies. St. Thomas, St. John and St. Croix. (ed. B.W. Higman). The University of the West Indies Press, Jamaica, 1992.
