Lovene på De Vestindiske Øer, og især slavelovene, var bygget på fysisk afstraffelse. I Danmark brugte man også fysiske straffe både i hjemmet og i retssystemet på det tidspunkt. Men volden mod slaverne var af større styrke og udstrækning. Retssystemet straffede dog slavebørnene mildere end de voksne pga. deres alder. Slaver blev regnet for børn indtil 12-16 års alderen. Gennem slaveperioden skete der en ændring i lovene og adfærden, så straffene gradvist blev mindre brutale.
Nedenfor følger tre eksempler på afstraffelse af slavebørn.
Slagsmål: Den uartige Sam
I maj 1841 blev den ca. 8-årige slavedreng Sam fra plantagen Cotton Valley på St. Croix forhørt af politiet i Christiansted. Årsagen var, at Sam var kommet i slåskamp med den yngre slavedreng Bob, mens de var ved at spise. Sam havde fået besked på at holde op, men havde svaret igen. Derfor havde den ældre slavekvinde Molly, som lavede deres mad, givet Sam en lussing. Det var han blevet så gal over, at han havde kastet mad og råbt skældsord efter hende. Det hørte Mollys voksne søn, Abraham, som blev fornærmet på sin mors vegne. Derfor fangede han Sam og gav ham tre slag med et tykt stykke tov som straf.
Episoden kom nu Sams far, Ned, for øre. Han var Driver, dvs. formand for slavernes arbejdshold på naboplantagen Solitude. Sagen udviklede sig nu til et slagsmål mellem Ned, Abraham og andre slaver fra de to plantager, og derfor endte hele historien i retten i Christiansted.
Sagen om Sam viser, at slavebørn kunne finde på at slås, svare igen og råbe skældsord, nøjagtig ligesom andre børn. Men straffen i slavernes verden kom hurtigere og var hård. Dog var det ikke lige meget for slaveforældrene, hvordan deres børn blev straffet. Eller af hvem og for hvad. Det ville de selv bestemme over, og derfor kunne far Ned ikke acceptere, at hans søn blev straffet af Abraham.
Tyveri: Peter og hr. Hages penge
I april 1802 blev den 12-årige mulatdreng, Peter, indbragt på Christiansted politikontor sammen med sin stedfar, den frie afrocaribier John Benjamin. Anklagen lød på, at Peter havde stjålet penge fra sin ejer, regeringskommissær Jens Friedenreich Hage, og givet dem til stedfaren. Peter forklarede, at stedfaren havde bedt ham gøre det. Til gengæld havde stedfaren, John, lovet Peter en hane til hanekamp. Selvom Peter sagde, at han aldrig havde stjålet noget før, havde han gjort som stedfaren sagde og havde så også fået en kamphane.
Da tyveriet blev opdaget, havde stedfaren sagt til Peter, at han ikke måtte sige, hvem han havde givet pengene til. Peter havde kæmpet for at holde tæt, men da politiet pryglede ham for tredje gang under forhøret, fortalte han sandheden. John blev dog ved at nægte at have modtaget pengene.
Sagen om Peter viser, at slavebørn nemt kunne komme i klemme mellem deres forældres og ejeres autoritet. Peter valgte at være loyal over for sin stedfar, selvom stedfaren tilsyneladende ikke gjorde noget for at beskytte Peter til gengæld. Sagen viser også politiets brutale forhørsmetoder, som også gjaldt slavebørn.
At løbe væk: Johan og den rasende fru Beverhoudt
I december 1800 blev fru bogholder Beverhoudt afhørt af politiet i Christiansted. Hun havde ladet sin slavedreng, Johan, afstraffe på en måde, som selv dengang overskred grænsen for mishandling. Johan var flere gange løbet væk fra Beverhoudts hus i Kompagnigade. Måske for at besøge sin mor, som sad fængslet i byens fort. Men da han en dag igen stak af og gemte sig, blev fru Beverhoudt rasende.
Hun lod ham indfange, hænge op i armene og slog ham to gange med en ”cow-skin”, dvs. en kort kvægpisk af flettet læder. Derefter gav hun ordre til, at hendes slavekvinde, Anna Lena, skulle fortsætte afstraffelsen med pisken, mens hun selv så til. Det fortsatte i over en halv time. Lyden af skrigene og slagene fik fru Beverhoudts datter, Maria, til at gå derhen for at bede sin mor om at holde op og tilgive Johan.
Men ifølge den næsten jævnaldrende Maria blev hun så forskrækket over den blodige scene, at hun ikke kunne sige noget og i stedet måtte sende en slave med sin bøn. Derefter stoppede piskningen. Men da Johan blev ved med at skrige, slog fru Beverhoudt ham først over munden med skæftet af en køkkenkniv og siden to gange i hovedet med et strygejern.
Afstraffelsen af Johan var usædvanlig barsk og derfor endte sagen hos politiet. Johan overlevede heldigvis, og derfor endte sagen med, at fru Beverhoudt fik en reprimande af politimesteren og skulle betale en bøde. Sagen viser den næsten uindskrænkede ret, slaveejere havde til at behandle deres slaver som det passede dem – også selvom slaverne var børn.