Der har altid eksisteret slaveri gennem menneskehedens historie. Men de tankesæt, der er blevet brugt til at retfærdiggøre slaveri har ændret sig op igennem tiden. I starten af de 250 år Danmark var kolonimagt i Vestindien blev Afrika betragtet som et uciviliseret kontinent og den afrikanske befolkning blev betragtet som ”hedninge“. Nogle mente ligefrem, at slaverne fik et bedre liv ved at blive fjernet fra Afrika. For eksempel henviste Sjællands Biskop Pontoppidan i en fortale til Ludvig Rømer fra 1760 til, at slavehandlen var at betragte, som et gode for hedningene i Vestindien, som fik mulighed for at blive kristne. Andre mente, det var skæbnen, der afgjorde om man var fri eller slave.
Racisme
I den sidste halvdel af 1700-tallet var det idéer om andre racers underlegenhed, der begrundede slaveri. Disse tanker var med til skabe et grundlag for biologisk racisme. For eksempel beskrev Plantageejeren Reimert Haagensens i ”Beskrivelse over Eylandet St. Croix i America i Vest-Indien” fra 1758, at han bl.a. mener, at sort hud vidner om ondskab. Parallelt opstod dog en gryende modstand mod slaveri og tanker om at tildele slaver rettigheder voksede frem. Ernst Schimmelmanns Kommission 1792 for negerhandlens bedre indretning er et eksempel på denne voksende afstandtagen.
Sejladser med sygdom og død
Sejladserne fra Afrika til den danske koloni i Vestindien tog som regel tre måneder. Slaverne om bord lå på samme måde, som man ville pakke en handelsvare. De lå side om side og kunne knapt bevæge sig. På skibet ”Brookes” var hver slave fx tildelt 182 x 41 cm til at ligge på og 80 cm op til det næste lag mennesker. De fik kun lige akkurat mad og drikke nok til at holde sig i live. Sygdomme florerede, og mange døde kroppe blev smidt over bord undervejs.
Slaveliv
Fremme i kolonierne var tilværelsen ikke stort bedre. Den første generation af slaver talte ikke et sprog europæerne kunne forstå og de kunne derfor ikke protestere, når de blev solgt som handelsvarer. Herefter var de ikke at betragte som mennesker med egen vilje, men som andre menneskers ejendom. Og ejendomsretten til slaver var lige så uindskrænket som til andet gods eller penge. Slaverne kunne handles, pantsættes og udlejes.
Tyende i hele verden
Det hårde og opslidende arbejde – mange timer og hver dag – havde slaven til fælles med tyende i store dele af verden i 1600- og 1700-tallet. Det var liv, som var mærket af sygdom og børnedødelighed. Men slavens ufrie tilværelse gjaldt alle dele af hans eller hendes liv. Mange slaveejere opfattede det som deres ret at voldtage de kvindelige slaver. Og slavernes børn kunne blive solgt til andre plantager, så børn blev skilt fra deres forældre.
Afstrafning var en ret
Slaveejerne havde også ret til at straffe deres slaver – og de slaver, der brød reglerne, fik hårde straffe. Et reglement fra 5. september 1733 udstukket af guvernør Philip Gardelin sagde for eksempel, at slaver, der begik groft tyveri, eller som opfordrede andre til flugt, skulle knibes tre gange med gloende jerntænger og derpå hænges. Forsøgte man at løbe bort, skulle man have et ben sat af eller – hvis ens herre tilgav en – modtage 150 piskeslag og miste det ene øre.
Pisk – men ikke lemlæstelse
Faktisk forsøgte man fra dansk side at regulere forholdene. Men der var langt fra Danmark til kolonien. I 1755 lavede man et reglement, som blandt andet vedrørte slavernes selvstændige rettigheder (at komme i kirke og holde fri på store helligdage) og ejernes forpligtelser (slavernes klæder og forplejning). Reglementet sagde også, at ejerne skulle behandle slaverne menneskeligt.
Den første generalguvernør fik reglementet med sig til Vestindien i 1755 med besked om, at han måtte sætte så meget af det i kraft, som han fandt hensigtsmæssigt. Det var ikke ret meget. Det blev dog fastslået, at man gerne måtte piske og jernbinde sine slaver, men ikke lemlæste dem, og man måtte heller ikke slå sin slave ihjel.
Flere rettigheder
Som tiden gik frem mod slaveriets ophør, blev slaveejernes næsten uindskrænkede magt langsomt mindre. Der blev mere fokus på, at slaverne havde rettigheder, som deres ejere skulle overholde. Slaver, der klagede over deres behandling, kunne få medhold hos myndighederne, og slaveejerne kunne straffes – typisk med en bøde. I 1840 fik slaver endda ret til ejendom og fik også andre personlige rettigheder.
Først i 1848 blev slaveriet afskaffet i den danske koloni i Vestindien. På den tid var der verden over røster i den offentlige debat, som talte skarpt imod det barbariske og umenneskelige slaveri. Oplysningstidens tanker om frihed for det enkelte menneske havde vundet indpas mange steder.
Oprør og opgør med et barbarisk menneskesyn
Men først og fremmest lurede der på de tre øer et oprør, som de lokale myndigheder ikke kunne kontrollere. Det diskuteres indgående blandt historikere, om forbuddet mod slavehandel kan forklares ud fra humanistiske, økonomiske og/eller udenrigspolitiske årsager.