I hele slavetiden døde der hvert år flere slaver i den danske koloni, end der blev født. Det vidner om, hvor dårlige slavernes leveforhold var. Det var også derfor, det var nødvendigt at blive ved med at importere nye slaver fra Afrika til at erstatte de døde. Det samme problem havde man i de fleste andre caribiske kolonier, som producerede sukker, fordi sukkerdyrkningen var særlig belastende for slaverne.
Børnedødelighed
Årsagen til den høje dødelighed blandt slaverne i Dansk Vestindien var især, at mange små børn døde. Høj børnedødelighed var mere reglen end undtagelsen de fleste steder i 1700- og 1800-tallet, også i Danmark. Men blandt slaverne var den særlig høj, og op til 40 procent af de døde var under 5 år.
Slavebørnene døde af mange forskellige sygdomme. En af de største dræbere var, hvad lægerne dengang beskrev som ”feber” og ”diarré”. Begge betegnelser kan være symptomer på en lang række sygdomme, så de forklarer ikke i sig selv, hvad der var galt. En anden hyppig dødsårsag var indvoldsorm, og det peger på, at hygiejnen var et stort problem i slavernes tilværelse. Indvoldsorm kommer nemlig ind i fordøjelsessystemet med forurenet mad og vand.
Dårlig hygiejne: Møddinger og vandløb
Dårlig hygiejne var ikke usædvanlig i samtiden, men blandt slaverne ser man den f.eks. i problemer med drikkevandet. Slaverne fik især drikkevand fra vandløb og brønde. Men ofte lå latrinkuler og møddinger tæt på, og ved kraftige tropiske regnskyl løb de over og forurenede drikkevandet. Bedre blev det ikke af, at vandløbene også blev brugt til tøjvask, badning og til at vande kvæget i. Eurocaribiernes drikkevand var derimod regnvand indsamlet i store cisterner.
Smitsomme sygdomme: Mæslinger og kopper
En anden type dødsårsag blandt slavebørnene var smitsomme sygdomme, f.eks. mæslingeepidemier. Før 1800 var kopper også en udbredt og frygtet sygdom, som vendte tilbage med jævne mellemrum og krævede mange børns liv. Da man indførte koppevaccinationen i den danske koloni i de første årtier af 1800-tallet lykkedes det dog næsten at stoppe sygdommen helt, især på St. Croix. Det var en sjælden succeshistorie i en ellers trist fortælling om mange mislykkede forsøg på at holde sygdomme væk og nede.
Dødsårsager og arbejdsskader blandt voksne slaver
Blandt de voksne og ældre slaver var årsagerne til den høje dødelighed noget anderledes. F.eks. var tuberkulose og lungesygdomme en mere hyppig dødsårsag end feber og diarré. Det er faktisk ikke så overraskende, trods det milde klima, fordi tuberkulose netop bryder ud hos folk, der bor tæt sammen, er dårligt ernæret og har et svagt immunforsvar. Immunforsvaret svækkes med alderen og især ved nedslidende fysisk arbejde, som slavernes.
De mere direkte arbejdsskader udenpå kroppen var også hyppige, men de var sjældent årsag til dødsfald. Skaderne kunne være alle former for muskelsmerter, forstuvninger, brud, bylder, sår og brok. Den type skader hos slaverne, der voldte lægerne størst problemer, var tropiske sår på benene, som åd sig ind til knoglen og sjældent ville hele. Eneste udvej var ofte at amputere benet.
Særlige slavesygdomme
Endelig var der en række sygdomme, som man i samtiden mente kun ramte slaver og ikke europæere. Det var f.eks. elefantiasis (filariasis), kaldet ”elefantfod”, en parasitsygdom, som forårsager grotesk opsvulmede ben eller kønsorganer. En anden sygdom i samme gruppe var yaws (frambesia tropica), en tropisk sygdom i familie med syfilis, der smitter ved berøring og giver store hindbærrøde, væskende sår.
Litteratur
Niklas Thode Jensen, For the Health of the Enslaved: Slaves, Medicine and Power in the Danish West Indies, 1803-1848. København: Museum Tusculanum Press, 2012.
