Efter de strandede salgsforhandlinger i 1867 var Danmark atter i 1902 meget tæt på at sælge St. Jan, St. Thomas og St. Croix. I januar 1900 henvendte USA sig til Danmark med et forslag om køb.
Slaveriets ophævelse og lave sukkerpriser betød, at øerne ikke længere var en god forretning for Danmark. Efter et års forhandlinger blev de to regeringer enige om en salgspris 5 millioner dollars. Amerikanerne var meget interesserede i øerne. Både pga. den fremragende havn på St. Thomas, og fordi de frygtede, at tyskerne ellers ville købe øerne.
Danmark takkede nej til salg
Salget blev straks godkendt i den amerikanske kongres. Men i Danmark opstod en voldsom offentlig og politisk debat om salget. I Folketinget var der flertal for salget, men Landstinget, som var mere konservativt og nationalt præget, var delt. Sagen kom til afstemning den 15. oktober 1902 og der var præcis lige mange stemmer for og imod salget! Der var brug for et flertal, og øerne kunne derfor ikke sælges.
Efter de forgæves salgsforhandlinger 1901-1902 iværksatte en kreds af finans- og handelsmænd forskellige reformer i de danske besiddelser i Vestindien. Blandt andet etablerede man et plantageselskab og en dampskibslinie mellem København og St. Thomas.
