Fra første færd holdt de danske myndigheder godt styr på befolkningen i den vestindiske koloni. Den sidste folketælling på øerne under dansk flag blev afholdt den 1. februar 1911.
Mandtallet steg drastisk indtil 1855
Det første mandtal, kaldet en landliste, blev afholdt i 1680, hvor kolonien endnu kun omfattede St. Thomas. Øens indbyggertal var 739 – bosættere og slaver tilsammen. I årene efter blev der fragtet mange slaver til øerne, og i 1755 var befolkningen på de tre øer steget til 16.875 – og i 1796 til 36.657.
I 1835 var befolkningen på de tre øer på sit højeste: 43.178, hvoraf 26.879 var slaver. På dette tidspunkt var byen Charlotte Amalie med sine over 11.000 indbyggere større end nogen provinsby i Danmark. Herefter faldt indbyggertallet i kolonien jævnt til 27.086 i 1911 Der blev herefter afholdt folketællinger i 1846, 1850, 1855, 1857, 1860, 1870, 1880, 1890, 1901 og 1911.
Befolkningstal på St. Croix, St. Jan og St. Thomas
Ind til slaveriets ophævelse i 1848 skelnede man mellem frie og ufrie. I begyndelsen af 1800-tallet udgjorde de ufrie omkring 80 procent af indbyggerne, mens de frie farvede udgjorde 10 procent, og de europæiske bosættere også 10 procent. På det tidspunkt boede langt hovedparten på plantager på landet. I 1880 boede 60 procent af befolkningen i byerne.
Ved folketællingen i 1911 boede 57 procent af befolkningen på St. Croix (15.467 personer), 39 procent på St. Thomas (10.678 personer) og under 4 procent på St. Jan (941 personer).
Da sukkerdyrkningen blomstrede i 1796, var befolkningen anderledes fordelt med 79 procent på sukkerøen St. Croix (28.803 personer), knap 16 procent på St. Thomas (5.734 personer) og knap 6 procent på St. Jan (2.120 personer).
