Slaverne på de Vestindiske øer levede under særdeles hårde kår. Et reglement fra 1733 sagde fx, at slaver, der begik groft tyveri, skulle knibes tre gange med gloende jerntænger og derpå hænges.
Forsøgte man at løbe bort, skulle man have et ben sat af eller – hvis ens herre tilgav en – modtage 150 piskeslag og miste det ene øre. Når slaverne mødte en europæer, skulle de træde til side og stå stille ”med al underdanighed”. I modsat fald fik de en dragt prygl.
Slaverne besætter dansk fort
På dette tidspunkt var der et stort overtal af slaver på St. Jan – der boede 208 europæiske bosættere og 1.087 slaver på øen. Blandt andet pga. de strenge straffe gjorde slaverne på St. Jan oprør d. 23. november 1733. De indtog et lille dansk fort på en bjergtop, og på et signal fra fortets kanoner rejste slaverne sig på mange af plantagerne. Et halvt hundrede plantager og mange sukkermarker blev ødelagt, og adskillige af de europæiske bosættere blev dræbt. Snart beherskede oprørerne næsten hele øen.
Tropper fra Martinique nedkæmper oprørerne
Det danske militær på St. Thomas var svagt og kunne ikke stille meget op mod de mange hundrede oprørere. Men med hjælp fra franske tropper fra Martinique drev man klapjagt på oprørerne, og i maj 1734 var oprøret nedkæmpet. De fleste oprørere blev dræbt under kampene eller begik kollektivt selvmord. Det lykkedes at pågribe 41 oprørere i live, hvoraf de 18 blev henrettet på de mest bestialske måder til skræk og advarsel for andre slaver. Efter de voldsomme hændelser blev plantagedriften hurtigt genoptaget.
Kort over havnen og bebyggelsen i Koralbayen på St. Jan. Kortet blev tegnet i 1720 og hjemsendt til orientering for Vestindisk-guineisk Kompagnis ledelse i København. Øverst til venstre er indsat en tegning af det lille fort på toppen af Fortsbjerg, hvor slaveoprøret startede i 1733. (Rigsarkivet)