Vestindisk-guineisk Kompagni havde i mange år monopol på handel og søfart i Dansk Vestindien. Det var de vestindiske plantageejere ikke tilfredse med. De ønskede en liberalisering.
Myndighederne på øerne kunne i 1748 rapportere hjem til København, at der måtte gøres noget for de økonomisk trængte plantageejere, som af de bosætterne på de omliggende øer ringeagtende blev kaldt ”kompagniets negre”. Kompagniet havde også problemer med at forsyne kolonien med varer, embedsmænd, bosættere, slaver og soldater samt med at aftage koloniens produkter. Plantageejerne og købmændene i den danske koloni i Vestindien forlangte, at den danske konge overtog øerne, gav sejladsen fri og ophævede kompagniets monopol på sukkerraffinering. Dette passede fint sammen med tidens økonomiske tankesæt, merkantilismen.
A. G. Moltke solgte kompagniets aktier til kongen
Kompagniets præsident, overhofmarskal A. G. Moltke – der var rigets mægtigste mand – sørgede for, at kongen kunne købe alle kompagniaktierne. Vestindisk-guineisk Kompagni blev ophævet, og de tre øer blev gjort til en kronkoloni.
Administrationen af kolonien blev overdraget fra kompagniet til et nyt statsligt vestindisk-guineisk kontor. Det lokale styre i kolonien blev organiseret næsten som et dansk amt med en generalguvernør og en lokal regering. Man flyttede samtidig regeringssædet fra St. Thomas til St. Croix. I praksis kom to sekretråd på henholdsvis St. Croix og St. Thomas til at spille en vigtigere rolle end den lokale regering. Lokaladministrationen blev varetaget af byfogeder i de tre byer på St. Croix og St. Thomas og af en landfoged på St. Jan.
