I Danmark var det fra 1672 ulovligt for andre end apotekere at tilberede og sælge medicin. For at arbejde som apoteker skulle man have et kongeligt privilegium. Men det dansk-vestindiske samfund var stærkt påvirket af den britiske kolonikultur, hvor medicinalvæsenet var et erhverv på markedsvilkår, som staten ikke blandede sig meget i. Den ukontrollerede tilgang til sundhedsområdet stødte nu sammen med den mere kontrollerende danske medicinallovgivning, f.eks. omkring apotekerne.
Kongelige apoteker
I den danske koloni havde det traditionelt været de privatpraktiserende læger, som både importerede, producerede og solgte medicin. Det forsøgte de danske myndigheder fra 1770’erne til 1840’erne med ringe held at lave om på. De oprettede kongelige apoteker på St. Croix, St. Thomas og St. Jan og forsøgte at gøre det mere besværligt at få adgang til medicin. Det første apotekerprivilegium blev udstedt i 1770 til en Jürgen Friderich Werligh.
Svært at stoppe handlen med medicin
Men lægerne tjente gode penge på medicin, så lovgiverne havde svært ved at stoppe handlen. I 1826 fik apoteker Peder Eggert Benzon (1788-1848) officielt ret til at drive apotek i Christiansted. Men det var stadig tilladt de lokale læger at forsyne deres patienter med medicin. Først omkring 1840 fik apotekerne eneret på medicinsalg. Det var også omkring det tidspunkt, at der blev etableret privilegerede apoteker i koloniens to andre byer. Det var i 1838 i Charlotte Amalie ved Albert Heinrich Riise (1810-1882) og i Frederiksted i 1839 ved Samuel Frederik Grove (1802-1870).
Selvhjælpskultur
Den friere omgang med medicin var ikke begrænset til lægerne, men vidt udbredt blandt koloniens befolkning i almindelighed. De lokale læger indberettede til de undrende myndigheder i København, at indbyggerne havde en stærk tradition for at importere medicin til privat brug. Dvs., at de selv stillede diagnoser, behandlede sig selv og gav medicinske råd til venner og bekendte. Derfor havde de fleste europæere i kolonien et velassorteret medicinskab eller en medicinkiste til hhv. at behandle deres familie og syge slaver.
Litteratur
Niklas Thode Jensen: En verden til forskel? Undersøgelser af lægerne og sundhedsvæsenet i Dansk Vestindien mellem 1755 og 1830. Bibliotek for Læger, hæfte 4 (dec.), 194. årgang, 2002. s. 281-297.
Raadets Erklæring, 23. februar 1829. National Archives II, Washington D.C., Record Group 55, Entry 82, Box 315. General Correspondence, Records concerning trade in medicine and poisons, 1829.
