Det mest markante træk ved befolkningen i den danske koloni i dens første århundrede var den hastigt voksende slavebefolkning. Allerede i 1686 – kun 14 år efter kolonisationen – var den større end den europæiske befolkning (hhv. 333 og 300 personer). Den udvikling fortsatte med stadig stigende hastighed. Da den danske krone overtog kolonien i 1755 var der således 1.760 eurocaribiere på de tre øer tilsammen, men hele 14.409 slaver. Det vil sige, at slaverne udgjorde næsten 90 procent af befolkningen.
Antallet af slaver topper
Omkring 50 år senere, da forbuddet mod den danske slavehandel trådte i kraft i 1803, toppede den dansk-vestindiske slavebefolknings størrelse med knapt 36.000 personer. Da den eurocaribiske befolkning på samme tidspunkt var knapt 3.500 personer, var forholdet mellem de to grupper stadig omkring 1:10. Men udviklingen havde siden 1755 været meget forskellig på de tre øer. Næsten hele stigningen i slavebefolkningen var sket på sukkerøen St. Croix, mens den ikke var steget ret meget på St. Thomas og St. Jan.
Efter 1803: Slavebefolkningen skrumper
Efter 1803 ændrede billedet sig. Fra da af faldt antallet af slaver frem til slaveriets ophævelse i 1848. Forklaringen er, at det høje antal slaver i 1803 kun skyldtes import af slaver fra Afrika fra 1755 til 1803, for i samme periode døde der årligt 0,5 – 1 procent flere slaver end der blev født.
Overdødeligheden blandt slaverne fortsatte efter 1803, så antallet af slaver i 1846 nåede ned på lige knap 22.000 personer. Det svarer til et fald på over 1/3.
Flere og flere frigivelser
Faldet i antallet af slaver i tiden efter forbuddet mod slavehandel skyldtes dog ikke kun dødsfald, men også et voksende antal frigivelser. I begyndelsen af perioden frem til 1803 voksede den frie farvede befolkning kun langsomt; fra kun 4 ”frinegre” på St. Thomas i 1680 til knap 1.500 personer i 1797 på alle tre øer. Efter importforbuddet tog væksten til, så de frie farvede i 1835 talte i alt 9.000 personer. Det svarer til omkring 20 procent af den samlede befolkning på De Vestindiske Øer, som samme år rundede det højeste antal indbyggere i den danske periode, nemlig godt 43.000. Især på St. Thomas var der i 1835 mange frie farvede; faktisk hele 38 procent af befolkningen – eller ca. 5.500 personer.
Overdødelighed
Overdødelighed blandt slaverne var et kendt fænomen i hele Caribien, og især i sukkerproducerende områder, fordi arbejdsvilkårene for sukkerproduktion var så ekstremt barske. De mange døde slaver blev et stort problem for de dansk-vestindiske plantageejere og koloniembedsmænd, da den danske slavehandel blev afskaffet i 1803. Sukkerproduktionen udgjorde jo grundlaget for koloniens økonomi og eksistens og var helt afhængig af slavernes arbejdskraft.
Årsagen til den høje dødelighed var især børnedødelighed. På den tid var høj børnedødelighed ikke usædvanlig, men på De Vestindiske Øer var den særlig høj. På St. Croix var op til 40 procent af alle døde slaver under 5 år.
Ernæring, arbejdsbyrde og hygiejne
Baggrunden for de mange dødsfald blandt slaverne var primært mangelfuld ernæring, den store arbejdsbyrde i sukkerproduktionen og en generelt dårlig hygiejne, men ikke så meget store epidemier eller hårde afstraffelser. Myndighederne forsøgte igennem perioden at forbedre slavernes levevilkår. F.eks. med regler om større rationer af mad og tøj, forkortelse af arbejdstiden og tildeling af jordlodder, samtidig med at man indførte koppevaccination af hele befolkningen. Det havde dog ingen synlig effekt. Der døde stadig flere slaver end der blev født.
Efter 1848: udvandring og overdødelighed
Efter ophævelsen af slaveriet i 1848 faldt antallet af indbyggere i den danske koloni i Vestindien betydeligt frem mod salget i 1917. Fra knap 40.000 personer i 1850 til godt 26.000 i 1917, dvs. et fald på lidt over 1/3. Tallene dækker dog over store forskelle imellem de tre øer og mellem land og by. I St. Croix’ landdistrikter var faldet 54 procent og i St. Jans landdistrikter hele 57 procent. Til gengæld voksede havnebyen Charlotte Amalies befolkning med 32 procent i samme periode. Det viser tydeligt afvandringen fra det kriseramte landbrug til havnebyen på St. Thomas, hvor der var flere muligheder.
De mange dødsfald fortsatte
Hovedårsagerne til nedgangen i befolkningen var overdødelighed og udvandring. Overdødeligheden var et kendt problem fra slavetiden, men intet andet sted i Caribien vedblev den at have så stor betydning efter ophævelsen af slaveriet. Årsagerne synes generelt at have været de samme som i slavetiden. Men stor udvandring forklarer også, at befolkningen skrumpede ind. Folk udvandrede til forskellige steder i og uden for Caribien; sidst i perioden var det f.eks. New York, Puerto Rico og Cuba. Imidlertid skete der også en betydelig indvandring til især St. Croix. Indvandrerne var overvejende landarbejdere fra andre caribiske øer, især Barbados, men der blev også importeret kontraktarbejdere fra Indien.
Litteratur
Svend E. Green-Pedersen, “Slave Demography in the Danish West Indies and the Abolition of the Danish Slave Trade.” In David Eltis & James Walvin (eds.): The Abolition of the Atlantic Slave Trade. Origins and Effects in Europe, Africa, and the Americas. University of Wisconsin Press, 1981 (s. 231-255).
Neville A. T. Hall, Slave Society in the Danish West Indies. St. Thomas, St. John and St. Croix. (ed. B.W. Higman). The University of the West Indies Press, Jamaica, 1992. s. 5.
Niklas Thode Jensen, For the Health of the Enslaved: Slaves, Medicine and Power in the Danish West Indies, 1803-1848. Copenhagen: Museum Tusculanum Press, 2012.
Peter Hoxcer Jensen, From Serfdom to Fireburn and Strike: The History of Black Labor in the Danish West Indies 1848-1916. Christiansted: Antilles Press, 1998.