De frikulørte opnåede deres frihed på flere måder. De kunne frigives af deres ejere, købe sig fri eller blive født frie. Af disse forskellige veje til friheden var frigivelse langt den mest almindelige før 1800. Som attest på deres frihed blev der udstedt et såkaldt fribrev, som de frikulørte skulle bære på sig til hver en tid.
I første halvdel af 1700-tallet var antallet af frikulørte relativt begrænset. Mod slutningen af 1700-tallet steg antallet af frikulørte dog markant – fra 418 i 1775 til 1.148 i 1797 og 5.035 i 1815.
Frikulørte i Christiansted på St. Croix
Hovedparten af de frikulørte boede i byerne, flest i Christiansted på St. Croix. De var typisk håndværkere, fiskere, handlende, syersker, vaskekoner eller tyende. De kunne endda købe ejendomme, hvilket frikulørte i andre europæiske kolonier i Caribien ikke kunne. Flere frikulørte tjente penge på at udleje deres ejendomme, og nogle ejede tilmed slaver – som også kunne lejes ud.
De frikulørtes begrænsede frihed
Ifølge Frederiks V’s slavereglement fra 1755 havde de frikulørte i princippet de samme rettigheder som koloniens øvrige frie befolkning. I praksis blev deres frihed begrænset på en række områder. Fra 1733 og de næste 100 år udstedte lokaladministrationen over 40 reglementer og plakater, der alle havde dette mål. For eksempel blev det i 1747 bestemt, at de frikulørte i Christiansted kun måtte bo i den del af byen, der blev kaldt frigottet eller negergottet. I 1786 blev der udstedt et reglement, der ned til mindste detalje dikterede, hvilke klæder og pyntegenstande de frikulørte måtte – og ikke måtte – bære. Hertil kom, at alle frikulørte som et synligt bevis på deres frihed var forpligtet til at bære et rødt og hvidt stofmærke, en såkaldt kokarde, synligt på huen eller hatten. Først i 1834 opnåede de frikulørte fuld ligestilling.