En dag i begyndelsen af december 1759 bad en slave ved navn Cudjo om nogle geværkugler. Cudjo kom derved til at afsløre, at slaverne forberedte et oprør mod de hvide herrer ved juletid.
Cudjo blev straks arresteret og afhørt af byfogeden i Christiansted, Engelbret Hesselberg. Slaven tilstod og opgav navne på flere medsammensvorne, både slaver og frie landarbejdere. Planen var først at erobre de enkelte plantager og dernæst det endnu ikke færdigbyggede Fort Frederiksværn i Frederiksted. De havde alle indgået en højtidelig ed, blandet blod og erklæret, at de ikke under nogen pinsler ville røbe planerne.
Barbariske henrettelser
En af de hovedmistænkte nåede at skære halsen over på sig selv i arresten, inden han blev dømt. Hans lig blev trukket rundt i byen efter en hest, inden det blev hængt i galgen og sluttelig brændt på bålet. Tretten andre blev henrettet på de mest barbariske måder. Nogle blev sat i et lille jernbur i den brændende sol og døde først efter flere døgn. Andre blev knebet med gloende tænger og derpå brændt levende på bål eller hængt op i benene, inden de til slut blev kvalt. De to hovedmænd blev radbrækket og lagt levende på hjul og stejle, hvor de levede i henholdsvis to og tolv timer. Ti andre blev dømt til salg på fremmede øer i Vestindien.
Dusør til vidnerne
Slaven Qvamina, som var indkaldt som vidne, fik sin frihed og en dusør på 50 rigsdaler. 59 blev afhørt, men ikke dømt. Fem andre blev eftersøgt, og der blev udlovet en dusør på 50 rigsdaler for en af dem levende og 25 rigsdaler for en død. Byfoged Hesselberg udarbejdede en beretning om sagen.