Handel og søfart

Handelskompagnier i Vestindien

I knap 100 år havde Vestindisk-guineisk Kompagni både nationalt monopol på handlen med de vestindiske øer og delvis toldfrihed. Men i 1754 blev handlen frigivet, og der opstod flere handelskompagnier. De gjorde blomstrende forretninger.
Skibsjournal
Handelskompagniernes arkiver rummer ofte skibsjournaler, hvor man kan følge skibene time for time. I eksemplet var Guineisk Kompagnis fregat ”Fredensborg” i Nordsøen 26.-28. juni 1767 på vej ud på et trekanttogt, som endte med totalforlis ved Sydnorge på vejen hjem. (Rigsarkivet).

Den danske kolonisation i Vestindien startede for alvor med etableringen af Vestindisk- guineisk Kompagni i 1671. Kompagniet var organiseret nogenlunde som et moderne aktieselskab med direktion, generalforsamling og ansatte. Kapitalen var hovedsageligt dansk, men også udlændinge investerede i kompagniet. Det nød privilegier som nationalt monopol på handelen og delvis toldfrihed. Kompagniet stod også for administrationen af kolonien i Vestindien og Guinea på statens vegne. Hovedkvarteret lå i København, men kompagniet udsendte både embedsmænd og soldater til Vestindien.

Nye handelskompagnier – blomstrende handel

Der var dog utilfredshed med kompagniets indbringende privilegier, og i 1754 ophævede man Vestindisk-guineisk Kompagni. Staten overtog nu selv administrationen af kolonierne i Vestindien og Guinea, og handlen blev åbnet for alle. Det gav indbringende muligheder for nye handelskompagnier. Der var særdeles gode forhold for handlen, blandt andet fordi Danmark var neutralt under den amerikanske uafhængighedskrig og dermed var en uvildig handelspartner. I de næste 23 år sendte Almindeligt Handelskompagni 24 handelsekspeditioner til Vestindien.

Trekantstogter til Vestafrika og Vestindien

På Afrikas Guineakyst var Guineisk Kompagni (også kaldet Slavehandelssocietetet eller Det bargumske Handelsselskab) aktiv med 24 trekantstogter i 1764-1777. Vestindisk Handelsselskab, Østersøisk-guineisk Kompagni og Handels- og Kanalkompagniet sendte tilsammen 65 ekspeditioner ind til 1807. Også Kongelig Grønlandske Handel sendte i krigsårene 1777-1782 ikke mindre end 37 togter til Vestindien for at få sin del af profitten.

Handelskompagniernes arkiver fortæller historien

Handelskompagnierne stod for 12 procent af vestindiefarten under Dannebrog i denne blomstrende handelsperiode i anden halvdel af 1700-tallet, hvor der i alt blev foretaget 3.100 ekspeditioner. De resterende 88 % af de 3.100 ekspeditioner blev foretaget af private købmænd. Der er i øvrigt bevaret omfattende arkiver fra flere handelskompagnier. Disse er i dag vigtige kilder til viden om kolonitiden, både i Danmark og internationalt.