Ejendomsforhold

Slaveriets ophør – kompensation til slaveejerne

I 1848 ophævede generalguvernør Peter von Scholten slaveriet for at afværge et slaveoprør i Dansk Vestindien. Slaveejerne mistede med ét slag deres ejendom – en formue for mange. De ville have erstatning, men endte med blot at få et mindre vederlag.
Lov om vederlag til de forrige besiddere af ufrie i Dansk Vestindien.
Alle, der den 3. juli 1848 ejede slaver på de dansk-vestindiske øer, fik efter § 1 i ”lov af 23. juli 1853 om vederlag til de forrige besiddere af ufrie i de danske besiddelser i Vestindien”- loven er afbildet her – et beløb på 50 vestindiske dalere (Rigsarkivet).

I 1847 fik slaverne i den danske koloni et løfte om frigivelse – de skulle blot vente i 12 år. På den måde ville man give slaveejerne et langt varsel, og koloniadministration fik en frist til at forberede sig på de nye forhold. Derfor havde man i 1848 stadig ikke besluttet, om slaveejerne skulle have erstatning, som de engelske slaveejere havde fået. Men begivenhederne overhalede processen indenom. Et stort oprør ulmede blandt slaverne, og den 3. juli 1848 ophævede generalguvernør Peter von Scholten slaveriet på St. Croix, St. Thomas og St. Jan.

Krav om erstatning fra slaveejerne

Der gik kun kort tid, før regeringen i København modtog de første krav om erstatning fra de tidligere slaveejere. Men Danmark var i krig med Tyskland og kunne ikke tage stilling til spørgsmålet. Efter freden i 1851 blev et lovforslag dog udarbejdet. Slaveejerne argumenterede, at slaveriet i den danske koloni havde været anerkendt af staten, som selv havde ejet slaver. De fremhævede også, at slaveriets ophævelse var helt unødvendig, fordi oprøret blandt slaverne efter deres mening kunne have været undertrykt. Det var heller ikke ejerne selv, som havde givet anledning til opstanden eller til opgivelsen af deres ejendomsret. Staten havde altså en klar forpligtelse til at yde erstatning for den ejendom, som den havde taget fra slaveejerne. Dette synspunkt anerkendte den danske regering ikke. ”Slaveriet er i sig selv en institution, der strider mod religion og retfærdighed, og som derfor i et civiliseret og kristeligt Samfund kun bør opretholdes så længe, som hensynet til det heles vel forbyder at hæve det,” stod der i bemærkningerne til lovforslaget.

Slaveejerne var utilfredse med kompensationen

Men den danske rigsdag besluttede alligevel i 1853 ”af rimelighedsgrunde” at give de forrige slaveejere et “vederlag”, ikke en erstatning. Den blev på 50 vestindiske dalere per slave. Slaveejerne var ikke tilfredse med beløbets størrelse, men det blev ikke ændret. Vederlaget blev som hovedregel udbetalt i statsobligationer, kun undtagelsesvis kontant.