Fra 1768 var der ansat en kongelig jordemor på hospitalerne i hver af byerne Christiansted, Frederiksted og Charlotte Amalie. De kongelige jordemødre var statsansatte og uddannet på Den kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København, ganske som jordemødrene rundt i de danske jordemordistrikter. Indtil anden halvdel af 1800-tallet var de alle danske.
Der manglede uddannede jordemødre
Men der blev født mange børn i den danske koloni. Så tre kongelige jordemødre var ikke nok til at tage sig af de hundreder af gravide slavekvinder og nyfødte slavebørn hvert år. De kongelige jordemødres opgave var primært at tage sig af de eurocaribiske kvinder, og kvinder i byerne generelt. Når en slave skulle føde, trådte de såkaldte plantagejordemødre til, der også var slaver.
Konkurrence
Selvom de kongelige jordemødre i princippet havde eneret på jordemorgerningen, så lå de faktisk i hård konkurrence med lokale eurocaribiske og afrocaribiske kvinder om at hjælpe de fødende. Det viser de mange klager fra de kongelige jordemødre. F.eks. skrev jordemor A.C. Lindefield i en klage til guvernementet den 18. september 1786, at hun var utilfreds med, at brødet blev taget ud af munden på hende af plantagejordemødrene.
…Det vil derfor naadigst tillades mig at forestille, hvorleedes ieg daglig komme over at man tager mig brødet ud af munden, ved det at ey alleene blanke, men endog en mængde negerinder og mulatinder her i byen, forløser og i barns nød assisterer saavel blanke som slaver, endskiønt ieg altid er og har været baade riige og fattige behielpelig naar de har kaldet mig…
Slavejordemødre
Der var ikke en slavejordemor på alle plantager, men der var altid en i nabolaget. Hun var typisk over 40 år og havde nedsat arbejdsevne ligesom plantagesygeplejerskerne.
Uddannelse af lokale kvinder til jordemødre
Fra 1820’erne, og muligvis tidligere, begyndte nogle plantageejere at betale for at få deres slavejordemødre oplært hos de kongelige jordemødre. Læretiden var 2-3 år, og efter bestået eksamen hos landfysikus (distriktslægen) fik hun autorisation som plantagejordemor.
Men der var for få autoriserede plantagejordemødre. Derfor fremlagde generalguvernør Peter von Scholten i 1832 et forslag om at sende 10 udvalgte afrocaribiske kvinder på et etårigt uddannelsesophold på Den kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København. Efter eksamen skulle de vende tilbage til deres nye stillinger rundt om i St. Croix’ landdistrikter. Men forslaget blev ikke til noget, fordi plantageejerne ikke ville betale for det.
Børnedødeligheden faldt
Først 50 år senere, i 1885, indførte myndighederne et jordemorsystem på St. Croix, som lignede det, von Scholten havde foreslået. Øen blev inddelt i 9 distrikter, hver med en uddannet jordemor. Jordemødrene var lokale kvinder, som var blevet sendt på uddannelsesophold ved Fødselsstiftelsen. Her blev de undervist sammen med jordemorelever fra Grønland, Island, Færøerne og Danmark. Resultatet var, at børnedødeligheden faldt tydeligt i landdistrikterne på St. Croix.
Litteratur
Niklas Thode Jensen, For the Health of the Enslaved: Slaves, Medicine and Power in the Danish West Indies, 1803-1848. København: Museum Tusculanum Press, 2012.
Peter Hoxcer Jensen, From Serfdom to Fireburn and Strike: The History of Black Labour in the Danish West Indies, 1848-1916. Christiansted, St. Croix: Antilles Press, 1998.