Bestemmelser
Prisen var aftalt til at være 25 millioner dollars i guld for alle tre øer tilsammen. Salget omfattede de tre øer med omliggende holme og skær. Den amerikanske stat overtog ejendomsretten til alle offentlige ejendomme. Undtaget var dog militære beholdninger samt løsøre (som sølvtøj, møbler og malerier) i guvernementshusene. Desuden anerkendte amerikanerne en række privilegier, som tidligere var givet til ejerne af elselskaber, flydedok og nationalbank med flere.
Statsborgerskab
Danske statsborgere på øerne kunne selv vælge, om de ville blive boende eller flytte bort, og de kunne i begge tilfælde vedblive med at være danske statsborgere. Langt de fleste danskere valgte dog at forlade kolonien kort efter amerikanernes overtagelse.
Ratifikation
Traktatudkastet blev ratificeret (godkendt) af den danske rigsdag den 20. december og af kongen den 22. december 1916 efter en voldsom politisk debat og efter, at øsalget havde været lagt ud til folkeafstemning. Den amerikanske præsident ratificerede traktaten den 16. januar 1917.
Dermed var det afgjort, at Dansk Vestindien skulle overdrages til USA. Da sagen hastede for amerikanerne, aftalte man snart efter, at overdragelsen skulle ske allerede den 31. marts 1917.